Nyt halgulv til Vrejlev-Hæstrup Hallen
Vrejlev-Hæstrup Hallen i Poulstrup er et vigtigt samlingspunkt for hele lokalområdet. Med støtte på 150.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel kan hallen tage et stort skridt mod at få et nyt halgulv – en investering, der sikrer hallens fremtid og trygge rammer for sport og fællesskab.
Byens hjerte
Hallen har siden 1990 været centrum for idræt, friskoleaktiviteter og lokale arrangementer som sommerfest, loppemarked og julefrokost. Den bruges dagligt af 225 skoleelever og 85 børnehavebørn, og er hjemmebane for PV Sport 81. Men efter 35 års flittig brug er gulvet slidt op med revner og huller, og en gulvrapport har vurderet det som farligt for brugerne.
Med det nye gulv kan hallen fortsætte med at være et attraktivt sted for sport, fællesskab og lokale begivenheder. Projektet betyder meget for Poulstrup, hvor hallen også fungerer som valgsted og mødepunkt for foreninger. Et velfungerende halgulv er med til at fastholde og tiltrække børnefamilier til området – sammen med friskolen, børnehuset og de mange fritidstilbud.
Kasper Søborg Nielsen, der er privatkunderådgiver i Sparekassen Danmarks afdeling i Vrå, havde fornøjelsen at overrække donationen på vegne af fonden.
💚 Lokale penge, der gør gavn.
Drømmer I også om at styrke fællesskabet i lokalområdet? 👉

