Myretuen i Sindal

Myretuen ruller ud i lokalområdet – med støtte fra fonden

Hos Sindal Private Børnehus Myretuen er der altid fokus på at give børnene oplevelser med nærvær, natur og fællesskab. Med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel har børnehuset nu fået en ladcykel, som gør det lettere og tryggere at komme ud i lokalområdet – også med de mindste børn.

Bæredygtighed og bevægelse i børnehøjde
Myretuen arbejder aktivt med grønne tiltag og har ikke mindre end tre Spireflag – et bevis på deres vedholdende indsats for at integrere natur, miljø og genbrug i hverdagen. Cyklen giver dem mulighed for at cykle til skov, strand og lokale arrangementer – og samtidig fremme de bæredygtige værdier, der er en naturlig del af Myretuens pædagogik.

Styrker overgangen til skolelivet
For Myretuen handler ladcyklen ikke kun om transport – men også om at bygge bro til barnets næste kapitel. Mange børn fra Myretuen begynder i skoler i både Astrup, Hørmested, Sindal og Hjørring. Med cyklen kan børn og voksne nu besøge skolerne og skabe genkendelighed og tryghed i overgangen fra børnehus til skole.

Et fællesskab med plads til alle
Med lang afstand til byens tilbud er det vigtigt at være selvkørende – og det er Myretuen i høj grad nu. Cyklen giver adgang til nye oplevelser og relationer, som ellers ville kræve bil eller bus – og den gør det muligt at deltage i f.eks. arrangementer på Hjørring Bibliotek og i lokale naturskoler.

Fondens støtte gør en forskel
Med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel er det nu blevet muligt at føre idéen ud i livet. Og med det solide frivillige og faglige engagement i Myretuen, er vi sikre på, at både cyklen og formålet vil rulle mange kilometer – med børnene forrest.

Kristina Kongshøj Jensen, der er privatkunderådgiver i Sparekassen Danmarks afdeling i Sindal, havde fornøjelsen at overrække donationen på vegne af fonden.

💚 Lokale penge, der gør gavn.