Hjertestarter ved Løkken Redningshus – redder liv allerede før den blev sat op
Fredag den 9. maj blev en ny hjertestarter officielt overdraget til Løkken Redningshus. Bag donationen står Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel og Sol & Strand – og det blev markeret med reception og kransekage i form af en redningskrans.
Men selv før hjertestarteren var monteret i sit rustfri, opvarmede skab – kom den i brug. Den midlertidige opbevaring hos en lokal hjerteløber viste sig nemlig at blive afgørende. Samme nat kom et 112-opkald, og det blev Redningshusets nye hjertestarter, der blev aktiveret.
Løkken Redningshus ligger centralt – midt mellem 80 badehuse og tæt på Nordstranden, hvor tusindvis af gæster samles i sommermånederne. Derfor har det længe været et ønske at placere en hjertestarter netop her.
“Det handler om tryghed og hurtig hjælp – og om at placere livsvigtig førstehjælp dér, hvor mange mennesker samles,” lyder det fra Jens Sørensen, souschef i sparekassens afdeling i Vrå, der deltog på fondens vegne ved overdragelsen.
Projektet er blevet til i samarbejde med Med24, og hele opsætningen sker med tanke på lang holdbarhed og tilgængelighed – også uden for sommermånederne.
Vi er stolte af at støtte en livsvigtig indsats – og sender en stor tak til alle, der har været med til at gøre det muligt.
💚 Lokale penge, der gør gavn.

