Et samlingspunkt i sigte: LIUF får nyt klubmiljø
LIUF – Lundergård Idræts- og Ungdomsforening – har i snart 50 år været en vigtig del af Hjørring Vestbys foreningsliv. Men trods den lange historie har klubben aldrig haft sit eget klubhus. Det bliver der nu lavet om på.
Med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel er foreningen i gang med at realisere et nyt, funktionelt og bæredygtigt samlingssted for sine mange medlemmer.
Containerprojektet, som er en del af en større udviklingsplan, kommer til at rumme:
- Et aflåst depot til opbevaring af udstyr
- Et mindre indendørs opholdsområde
- En stor træterrasse omkring containeren – bygget i samarbejde med EUC Nords tømrerlinje
- En fast plads til foreningens pølsevogn, så der bliver endnu mere liv og fællesskab omkring kampene
“Det nye samlingspunkt bliver ikke bare en praktisk løsning – det bliver et sted, hvor medlemmer, forældre og frivillige kan mødes, tage en pause og bakke op om fællesskabet,” siger kasserer Anders Kallehauge-Møller.
En klub med vokseværk og stærke værdier
LIUF er i dag en fodboldklub for både børn og voksne, og især pigefodbolden oplever stor fremgang. Foreningen tager et stort socialt ansvar og samarbejder med både kommune og naboklubber som Hjørring FK.
Det nye klubmiljø skal ikke kun styrke sammenholdet – men også bruges af den nærliggende skole og lokalområdet generelt.
Containerprojektet er tredje fase i en større plan, hvor LIUF over de kommende år også ser ind i opdatering af stadionlys og en mulig fremtidig kunstgræsbane – alt sammen med fokus på bæredygtighed og lokal trivsel.
Oliver Hjorth Karlborg og Henriette Kallehauge-Møller fra Sparekassen Danmarks afdeling i Hjørring hjalp fonden med at overrække donationen til Michael Christensen eller ”MC”.
Han er netop blevet tildelt æresmedlemsskab i LIUF efter at have haft 50-års jubilæum.
Vi er glade for at bidrage til en klub, der gør en forskel – både på og uden for banen.
💚 Lokale penge, der gør gavn.

